Afkastforventninger

 

Rådet for Afkastforventninger fastsætter to gange om året de såkaldte afkastforventninger, som pensionsselskaber og pengeinstitutter anvender til beregning af pensionsprognoser og forventninger til afkast for det følgende kalenderår.

Afkastforventningerne er rådets forventninger til, hvor meget de forskellige investeringsaktiver, som danskernes opsparinger er investeret i, vil give i afkast i fremtiden. Opsparingerne bliver investeret i mange forskellige aktiver som fx aktier, obligationer, ejendomme, infrastruktur osv.

Pensionsselskaber og pengeinstitutter anvender afkastforventningerne til at beregne pensionsprognoser og forventninger til investeringsafkast til kunderne. Hvor højt investeringsafkastet kan forventes at blive, har nemlig stor betydning for, hvor meget man får udbetalt, når man går på pension.

 

Pensionsprognoser

Alle kunder får en pensionsprognose fra deres pensionsselskab mindst én gang om året. Pensionsprognosen viser, hvor meget man kan forvente at få udbetalt som pensionist. Prognosen er beregnet ud fra afkastforventningerne, som er fastsat af Rådet for Afkastforventninger.

 

Derudover afhænger prognosen af en række andre forhold, som er mere individuelle eller selskabsspecifikke, bl.a. investeringsfordelinger, levetider, startformue, indbetalinger m.v.

 

Se på PensionsInfo, hvor meget du kan forvente at få udbetalt i pension.

 

Afkastforventninger for investeringsprodukter

Når kunder køber et investeringsprodukt eller modtager investeringsrådgivning, kan de blive præsenteret for forventninger til afkast - for produktet eller som en del af rådgivningen. I de pengeinstitutter, som anvender afkastforventningerne, vil forventningerne til afkastet for de forskellige investeringsprodukter være beregnet ud fra afkastforventningerne, som er fastsat af Rådet for Afkastforventninger. 
 
Derudover afhænger forventninger til afkast for investeringsprodukter, ligesom pensionsprognoser, af en række andre forhold, som er mere individuelle eller selskabsspecifikke bl.a. investeringsomkostninger, investeringsfordeling og investeret formue osv.

 

Fælles afkastforudsætninger fastsat af eksperter

Det er besluttet, at alle pensionsselskaber og pengeinstitutter som anvender afkastforventninger skal bruge de samme beregningsforudsætninger for afkast, når de beregner hhv. pensionsprognoser og afkastforventninger. Afkastforventningerne fastsættes af uafhængige eksperter. Derfor har Forsikring & Pension og Finans Danmark nedsat Rådet for Afkastforventninger.

 

Læs mere om Rådet for Afkastforventninger.

 

Fælles afkastforventninger - som er fastsat af uafhængige eksperter – skal sikre, at kundernes pensionsprognoser og forventninger til afkast bliver så realistiske som muligt.

 

Usikkerhed på pensionsprognoser

Det kan aldrig forudsiges med fuldstændig sikkerhed, hvordan for eksempel investeringsafkastet på pensionsopsparingerne vil udvikle sig ud i fremtiden. Der er en usikkerhed på prognosen. Fra 1. januar 2020 skal alle prognoser også vise denne usikkerhed.

 

Derfor fastsætter Rådet for Afkastforventninger ikke kun forventede afkast, men også forventningerne til risikoen på investeringerne. Risikoen angives ved hjælp af såkaldte standardafvigelser og korrelationer. Pensionsselskaberne bruger disse forudsætninger til at beregne usikkerheden på prognoserne.

 

Dokumentation


Se dokumentation fra rådet.

 

Øvrige links

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.