Samfundsforudsætningerne for pensionsprognoser fastsættes af Rådet for Afkastforventninger
Tema
Debat

I ordbogen herunder finder du forklaring på nogle af de centrale begreber i Rådet for Afkastforventningers arbejde.

 

Afkastforventninger


Rådet fastsætter afkastforventninger for tre fremtidige perioder: 1 til 5 år frem, 6 til 10 år frem og fra 11 år og frem. For de to første perioder fastsættes der afkastforventninger for ti aktivklasser. For den sidste periode fra 11 år og frem fastsættes der afkastforventninger for to aktivklasser, aktier og obligationer.


For hver periode fastsætter rådet et skøn for det gennemsnitlige, årlige afkast i den pågældende periode for hver aktivklasse.


I det forventede afkast medregnes al forventet indkomst fra den pågældende investering. For obligationsinvesteringer medregnes kuponrente og den forventede kursændring fra det enkelte års begyndelse til årets afslutning. For aktieinvesteringer medregnes forventet udbytte og den forventede kursændring fra årets begyndelse til årets afslutning.


Afkastet opgøres før investeringsomkostninger. Afkastet opgøres for de fleste af aktivklasserne i danske kroner (Euro), og de skønnede omkostninger ved at kurssikre afkast i valutaer udenfor Euro-zonen fratrækkes også.


Afkastet opgøres før skat. Der fratrækkes altså ikke personskatter, PAL-skat eller lignende.

 

 

Standardafvigelser


Rådets forventninger til afkastet indenfor hver aktivklasse er forbundet med usikkerhed. Som udtryk for den usikkerhed fastsætter Rådet en forventet standardafvigelse for afkastet for hver aktivklasse for hver af de tre fremtidige perioder.


Standardafvigelsen måler størrelsen på mulige afvigelser fra det gennemsnitlige afkast. Jo lavere tallet er – jo mindre vil de mulige afvigelser fra gennemsnittet være.


Standardafvigelsen, som Rådet fastsætter, måler sandsynligheden for, at en enkelt periodes afkast ligger i nærheden af det gennemsnitlige afkast, som rådet forventer for perioderne. Hvis det forventede, gennemsnitlige afkast fx er angivet til 10 procent årligt, og standardafvigelsen er 3 procent, vil afkastet være mellem 7 og 13 procent i 2 ud af 3 perioder (sandsynligheden for, at resultatet ligger inden for 1 standardafvigelse er 2/3). Standardafvigelsen er dermed også et udtryk for, hvor risikabel eller usikker en investering kan være.

 

 

Korrelationer


Ofte vil en investering i en pensionsordning eller en investering af frie midler bestå af flere forskellige typer af aktiver, tilsammen en portefølje. Det samlede afkast af en portefølje er et vægtet gennemsnit af afkastet af de enkelte aktivers afkast. Men risikoen for porteføljen er normalt ikke et gennemsnit af de enkelte aktivers risiko målt ved for eksempel standardafvigelsen. Det skyldes, at de enkelte aktivers afkast typisk ikke følges ad fuldstændig synkront, men har et forskelligt forløb over investeringens levetid. Dermed reduceres den samlede usikkerhed om porteføljens afkast, hvilket ofte betegnes diversifikationseffekten.

 

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.